"Du skal ikke prøve at tale, skat."
Jeg kiggede stumt på min mor, og på trods af hendes ord forsøgte jeg at åbne munden.
Intet ville dog virke, min mund nægtede at adlyde min hjerne, mor så tydeligvis min nød i mine øjne og rakte hånden frem for at tage min hånd.
"Stå stille, Johnny," sagde hun, mens hendes stemme truede med at briste. "Du har en brækket kæbe, den er blevet forbundet."
Bare det at vende mig lidt for at se på hende gjorde ondt, mine nakkemuskler protesterede, selv mine skuldre gjorde ondt, jeg lavede en skrivende gestus, og hun rakte mig en blyant og blok, som tydeligvis var lagt der netop af denne grund.
Jeg skrev: "Er du okay, mor?"
Hun vidste, hvad jeg mente, og viste mig armene, der var ingen tegn på ny indgang, så jeg tilføjede: "Undskyld."
"Du skal ikke være ked af det, skat," hviskede hun, "jeg vidste, at du ville spørge om det."
Jeg var på hospitalet på en privat afdeling og behøvede ikke at blive mindet om de tæsk, jeg havde fået af Tom, mor fortalte mig, at han var blevet anholdt og stadig var i varetægt, dommeren havde nægtet kaution på grund af mine skader.
"Hvilken dag er det, mor?"Jeg skrev, og hun smilede.
"Bare rolig, du var bevidstløs, da de bragte dig ind, og så snart du vågnede op, opererede de dig. Din kæbe var i rigtig dårlig stand, men det skal bare have tid, så skal du nok blive rask."
Hun grinede, mens jeg skrev på blokken. "Jeg har det ikke særlig godt."
Jeg bemærkede, at mine knoer var flåede, og hun pegede på dem.
"Du slog ham," grinede hun. "Jeg var så stolt af dig, Johnny, han prøvede at slå dig ihjel, men du gav ikke efter."
"Jeg vil have mit skide hoved undersøgt."Jeg skrev, og hun grinede igen, men så et øjeblik alvorlig ud.
"Johnny, du ved, at da de købte dig ind i går aftes, tog Toms kone den her fra ham og bad mig om at skaffe den af vejen, før politiet kom."
Hun viste mig en pose med hvidt pulver, som jeg formodede var kokain eller heroin.
Min pen bevægede sig igen. "Hvorfor har du den stadig, mor?"
Hun bøjede sig ned og tog en skraldespand op fra sengen, rev posen op og væltede pulveret ned i skraldespanden.
"Jeg ville bare lade dig se mig gøre det, Johnny, det var vigtigt."
Hun fik en tåre i øjnene, da hun læste, hvad jeg havde skrevet.
"Det er du også, mor."
Jeg tog hjem en uge senere, men for at være ærlig, havde jeg det skidt, for ud over den brækkede kæbe havde jeg også et brækket kraveben og et par brækkede ribben.Hver eneste lille bevægelse, jeg lavede, sendte smerten i min skulder, og jeg var fuldstændig hundesulten.
Nogen har engang sagt, at mennesket ikke kan overleve af brød alene, men tro mig, det kan det heller ikke af suppe!
Min skulder helede, ligesom mine ribben, men kæben tog meget længere tid, fem uger for at være helt præcis, og selv da mor tog mig med på hospitalet for at få fjernet ledningerne, var jeg som et lille barn, der var bange.
"Godt, Johnny," sagde den smukke unge læge og ignorerede, at jeg kiggede ned i hendes bluse, mens hun arbejdede på mig. "Åbn munden, men gør det langsomt."
"Hvad hvis jeg ikke kan åbne den?"sagde jeg, og vi tre brød ud i grin, da vi opdagede, at jeg havde talt.
Lægen var den nærmeste, så jeg kyssede hende, men hun grimasserede og sagde. "Tro mig Johnny, jeg er lige så glad som du er, men din ånde er rådden."
"Åh Gud, det havde jeg glemt."
Mor og jeg gik ud hånd i hånd og fik en taxa hjem.
"Johnny, du ved, da du holdt mig på den seng?"
"Åh, mor, det ved du godt, at jeg gør."
"Vi har alle sammen glemt din fødselsdag."
"Ja, men det var ikke vigtigt, mor, jeg havde andre ting, jeg skulle gøre."
Jeg tror stadig, at hun havde svært ved at tale om sit liv på stoffer, hun sagde kun,
"Jeg vil aldrig kunne takke dig nok for det, du gjorde, Johnny, men jeg har købt en lille gave til dig, jeg håber, du kan lide den."
Hun åbnede garagedørene, og jeg fik øjnene op for den helt nye BMW, der stod der.
"Mor, jeg... "
"Sig mig, at du kan lide det, Johnny. Vær sød, skat."Jeg kunne næsten ikke tro det, hun var ikke sikker.
Jeg tror, det var alt det, der var sket i løbet af det sidste år eller deromkring, fars død, mors næsten dødelige afhængighed, de tæsk, jeg fik af en person, jeg troede var en ven, alt det kom ud af mig i en strøm af tårer.Mor må alligevel have været følelsesladet, for hun stod og græd sammen med mig, tårerne løb ned ad vores kinder, mens vi holdt sammen, ingen af os talte, vi græd bare, jeg tror, vi havde brug for det.
"Du har stadig ikke sagt, om du kan lide det eller ej," sagde hun til sidst, og så kom latteren, da vi vaklede ind i huset.
"Hej, jeg har lige opdaget, at jeg er atten år nu, ikke?"
"Det er du helt sikkert, hvorfor?"
"Jeg må godt drikke lovligt nu."
"Jep."
"Lad os gå på pubben til frokost, jeg har virkelig lyst til en øl."
"De bliver nok ikke så glade for at se mig der, Johnny."
"Hvorfor ikke?"
Hun så forlegen og utilpas ud.
"Jeg fik besked på at gå for et stykke tid siden, skat."
"Hvorfor mor?"
"Jeg forsøgte at sælge mig selv der for penge til stoffer."
"Ja, det var dengang, du er anderledes nu, kom, lad os gå."
"Johnny, nu vi er ved emnet, må jeg undskylde over for dig, jeg synes at kunne huske, at jeg bad dig om at... du ved."
"Du var syg, mor,"sagde jeg og trykkede hendes hånd. "Glem det."
"Tak, skat," smilede hun og brød ud i grin, da jeg tilføjede: "Jeg ville dog være fristet nu, mor."
"Jeg kan ikke tro, at du lige sagde det, Johnny."
"Undskyld, mor, det var ikke min mening at gøre dig forlegen."
Hendes ansigtsudtryk var uvurderligt, og hun var blevet meget rød.
"Mor, jeg er ked af det, jeg ved ikke, hvad der gik af mig."
Jeg troede virkelig, at hun ville blive vred på mig, men hun så på mig og smilede.
"Pas på, Johnny," sagde hun blidt. "Det kan godt være, at jeg tager dig med på den, kom, så kører vi i din bil."